onkel

Dansk

Etymologi

Gld. no. og sv. ds.; lånt gennem tysk Onkel fra fransk oncle, stammer fra latin avunvulus diminutiv til avus (bedstefar).

Udtale

IPA: [ˈɔ̟˔ŋˀg̊(ə)l], foran navne IPA: [ɔ̟˔ŋg̊(ə)l]

Substantiv

onkel fælleskøn

1. Person, der er bror eller svoger til ens far eller mor eller fjernere beslægtet på forældrenes side af familien

   Min faster og onkel boede i København

   Min onkel taler ikke meget med min far, skønt de er kødelige brødre!

   1. Mandlig pårørende, omgangsfælle, husven, mand med tilknytning til en persons forældre

      Peter er aldrig rigtig blevet en del af familien, selvom han altid har været vores ven og legeonkel.

2. (slang): Lånekontor, pantelåner

   Hans sommerfrakke fra hans velmagtsdage stod jo hos “Onkel” – på Assistens altså.

Bøjning

    Bøjning af „onkel“

køn mangler	Ental		Flertal
	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	onkel	onklen	onkler	onklerne
genitiv	onkels	onklens	onklers	onklernes

Synonymer

(forælders bror): farbror, morbror

(fjernere beslægtet): svoger, halvonkel, grandonkel

Udtryk

• (uventet bistand fra en velstående kilde): en rig onkel;

Oversættelser

Engelsk: uncle (en) Esperanto: onklo (eo) Fransk: oncle (fr) (m) Nederlandsk: oom (nl)

Tyrkisk: amca (tr) Tysk: Onkel (de) hankøn

Kilder

• “onkel” i Ordbog over det danske Sprog
• “onkel” i Den Danske Ordbog

Norsk

Substantiv

onkel hankøn

1. onkel

Svensk

Substantiv

onkel hankøn

1. onkel

Kilder

• onkel i Svenska Akademiens ordbok