søn

Dansk

Etymologi

Fra oldnordisk sonr, fra urgermansk sunuz, fra urindoeuropæisk suHnús.

Udtale

• IPA: (hjælp) /sœn/, [sœn]

Substantiv

søn fælleskøn

1. En person af hankøn i forhold til sine forældre.

Bøjning

    Bøjning af „søn“

fælleskøn	Ental		Flertal
	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	søn	sønnen	sønner	sønnerne
genitiv	søns	sønnens	sønners	sønnernes

Antonymer

• datter

Oversættelser

Engelsk: son (en) Esperanto: filo (eo) Finsk: poika (fi) Fransk: fils (fr) hankøn Færøsk: sonur (fo) hankøn Græsk: γιος (el) hankøn Islandsk: sonur (is) hankøn Italiensk: figlio (it) hankøn Japansk: 息子 (ja) (musuko) Kinesisk: 儿子 (zh) (érzi) Kurdisk: pis (ku) hankøn Latin: filius (la) hankøn

Luxembourgsk: Fils (lb) hankøn Nederlandsk: zoon (nl) hankøn Polsk: syn (pl) hankøn Portugisisk: filho (pt) hankøn Slovakisk: syn (sk) hankøn Spansk: hijo (es) hankøn Rumænsk: fiu (ro) hankøn Svensk: son (sv) fælleskøn Tjekkisk: syn (cs) hankøn Tysk: Sohn (de) hankøn Vestfrisisk: soan (fy) fælleskøn

Kilder

• "søn" i Den Danske Ordbog