måne

Se også Månen

Dansk

Etymologi

Fra oldnordisk máni.

Substantiv

måne fælleskøn

1. (astronomi) et naturligt himmellegeme, der kredser om en planet

Bøjning

    Bøjning af „måne“

fælleskøn	Ental		Flertal
	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	måne	månen	måner	månerne
genitiv	månes	månens	måners	månernes

Afledte termer

• fuldmåne
• nymåne

Oversættelser

Engelsk: moon (en) Esperanto: luno (eo) Estisk: kuu (et) Finsk: kuu (fi) Fransk: lune  (fr) hunkøn Færøsk: máni (fo) Græsk: φεγγάρι (el) Italiensk: luna (it) hunkøn Kinesisk: 月  (zh) yuè, 月亮  (zh) (yuèliang)

Luxembourgsk: Mound (lb) hankøn Nederlandsk: maan (nl) Norsk: måne (no) Portugisisk: lua (pt) hunkøn Russisk: луна (ru) Spansk: luna (es) hunkøn Svensk: måne  (sv) fælleskøn Tysk: Mond (de) hankøn

Kilder

• "måne" i Den Danske Ordbog

Svensk

Substantiv

måne fælleskøn

1. en måne

Bøjning

Bøjning af måne	Ental		Flertal
fælleskøn	Ubestemt	Bestemt	Ubestemt	Bestemt
Nominativ	måne	månen	månar	månarna
Genitiv	månes	månens	månars	månarnas

Beslægtede ord og fraser

månad månansikte månbelyst månberg måncykel måndag månfas månformig månfärd månförmörkelse

mångalen mångata mångubbe mångud mångudinna mångård månklar månlanda månlandare månlandning

månlandskap månljus månraket månsken månskiva månskugga månskära månsond månsten månstrimma

månstråle månvarv månyta nymåne

Kilder

• måne i Svenska Akademiens ordlista över svenska språket (13. udg. 2006)