kanin

Kanin (Oryctolagus cuniculus)

Dansk

Substantiv

1. en vildkanin, et dyr der ligesom haren hører til ordenen "støttetandede"

Ental ubestemt en kanin

Ental bestemt kaninen

Flertal ubestemt kaniner

Flertal bestemt kaninerne

Beslægtede ord og fraser

• kaninavl
• kaninavler
• kaninbur
• kanindræberkursus
• kaninkød
• kaninpille
• kaninunge

Oversættelser

Engelsk: rabbit (en) Finsk: kani (fi), kaniini (fi) Fransk: lapin (fr) hankøn Islandsk: kanína (is) hunkøn Græsk: κουνέλι (el) Kinesisk: 兔 (zh) (tù) Kurdisk: keroşk (ku) hunkøn Nederlandsk: konijn (nl) intetkøn Nordfrisisk: kanin

Norsk bokmål: kanin (nb) hankøn Nynorsk: kanin (nn) hankøn Polsk: królik (pl) hankøn Svensk: kanin (sv) fælleskøn Tagalog: kuneho (tl) Tyrkisk: ada tavşanı (tr) Tysk: Kaninchen (de) intetkøn Walisisk: cwningen (cy) hunkøn

Kilder

• "kanin" i Den Danske Ordbog

Nordfrisisk

Substantiv

[[Kategori:Substantiver på Skabelon:ffr|kanin]] kanin

1. kanin

Beslægtede ord og fraser

• wil kanin
• hüskanin

Norsk

Substantiv

kanin

1. kanin

Svensk

Substantiv

kanin fælleskøn

1. en kanin

Bøjning

Bøjning af kanin	Ental		Flertal
fælleskøn	Ubestemt	Bestemt	Ubestemt	Bestemt
Nominativ	kanin	kaninen	kaniner	kaninerna
Genitiv	kanins	kaninens	kaniners	kaninernas

Beslægtede ord og fraser

• kaninavel
• kaninbur
• kaninfarm
• kaningård
• kaninhål
• kaninhåla
• kaninkött
• kaninmössa
• kaninpest
• kaninpäls
• kaninskinn
• kaninunge

Kilder

• kanin i Svenska Akademiens ordbok