indikativ

Dansk

Etymologi

Fra latin indicativus.

Udtale

• IPA: (hjælp) /enˈdigaˌtiwˀ/

Substantiv

indikativ fælleskøn

1. Modus, der betegner, at en verbalhandling er ligefrem og reel.

Bøjning

Ental ubestemt en indikativ

Ental bestemt indikativen

Flertal ubestemt indikativer

Flertal bestemt indikativerne

Oversættelser

Engelsk: indicative (en), indicative mood  (en) Fransk: indicatif (fr) hankøn Nederlandsk: indicatief (nl)

Norsk: indikativ (no) hankøn Svensk: indikativ (sv) fælleskøn Tysk: Indikativ (de) hankøn

Se også

• konjunktiv, imperativ