Indikativ

Fra Wiktionary
Spring til navigation Spring til søgning

Tysk

Etymologi

Fra latin indicātīvus.[1]

Udtale

Substantiv

Indikativ hankøn

  1. (grammatik) indikativ

Bøjning

Ental Flertal
Nominativ der Indikativ die Indikative
Genitiv des Indikativs der Indikative
Dativ dem Indikativ den Indikativen
Akkusativ den Indikativ die Indikative

Kilder

  1. Indikativ“ i Digitales Wörterbuch der deutschen Sprache