vokativ

Dansk

Etymologi

Fra latin vocativus.

Udtale

• IPA: (hjælp) /ˈvokaˌtiwˀ/

Substantiv

vokativ fælleskøn

1. (grammatik) Kasus, der anvendes ved tiltale.

Synonymer

• tiltalefald

Bøjning

Ental ubestemt en vokativ

Ental bestemt vokativen

Flertal ubestemt vokativer

Flertal bestemt vokativerne

Oversættelser

Engelsk: vocative (en) Finsk: vokatiivi (fi) Fransk: vocatif (fr) hankøn Nederlandsk: vocatief (nl)

Spansk: caso vocativo (es) hankøn Svensk: vokativ (sv) Tysk: Vokativ (de) hankøn

Tjekkisk

Udtale

• IPA: (hjælp) /ˈvɔkatɪf/

Substantiv

vokativ hankøn

1. bøjningsform af substantiver, 5. fald

Bøjning

Bøjning af vokativ

Kasus	Ental	Flertal
Nominativ	vokativ	vokativy
Genitiv	vokativu	vokativů
Dativ	vokativu	vokativům
Akkusativ	vokativ	vokativy
Vokativ	vokative	vokativy
Lokativ	vokativě, vokativu	vokativech
Instrumentalis	vokativem	vokativy

Kilder

„vokativ“ i Internetová jazyková příručka