klingeln

Fra Wiktionary
Spring til navigation Spring til søgning

Tysk

Etymologi

Frekventativ fra verbet klingen.[1]

Udtale

  • (fil)
  • IPA:  /ˈklɪŋl̩n/

Verbum

klingeln

  1. at ringe

Bøjning

Ordstammen Hjælpeverbum Præteritum participium Præsens participium
klingel/præteritum: klingelte haben geklingelt klingelnd


Beslægtede ord og fraser

Kilder

  1. klingeln“ i Digitales Wörterbuch der deutschen Sprache