kælling

Fra Wiktionary
Skift til: Navigation, Søgning

Dansk

Substantiv

kælling fælleskøn

  1. en grim, gammel eller ondskabsfuld kvinde
  2. (nedsættende) hustru

Bøjning

Ental ubestemt
en kælling
Ental bestemt
kællingen
Flertal ubestemt
kællinger
Flertal bestemt
kællingerne

Beslægtede ord og fraser

Etymologi

Ordet kælling kommer af gammeldansk: kærlingh, sammenlign med norsk: kjerring og svensk: kärring. Oprindelig kommer ordet i alle sprogene fra oldnordisk: kerling. Ordet er en afledning fra karl (= "mand"), og betyder altså "mandsling", dvs. en lille mandagtig person. Fra gammel tid har ordet været brugt nedsættende om kvinder, hvis køn, man ønskede at betvivle, f.eks. en heks eller en gammel kone.