ende

Dansk

(Substantiv) Fra oldnordisk endir.

(Verbum) Verbalisation af substantivet.

Substantiv

ende fælleskøn

1. Afslutning på en handling eller et forløb.
2. Det yderste stykke af en genstand.

Bøjning

    Bøjning af „ende“

fælleskøn	Ental		Flertal
	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	ende	enden	ender	enderne
genitiv	endes	endens	enders	endernes

Beslægtede ord og fraser

• endelig

Oversættelser

Engelsk: end (en) Fransk: fin (fr) hunkøn

Kurdisk: dûmahî (ku) hunkøn

Verbum

ende

1. At afslutte en handling.

Bøjning

Imperativ end

Infinitiv ende

Præsens ender

Præteritum endte

Perfektum har endt

Oversættelser

Fransk: finaliser (fr)

Kilder

• "ende" i Den Danske Ordbog
• "ende²" i Den Danske Ordbog
• “ende” i Ordbog over det danske Sprog