Spring til indhold

Infinitiv

Fra Wiktionary

Tysk

Etymologi

Fra latin īnfīnītīvus.[1]

Udtale

Substantiv

Infinitiv hankøn

  1. (grammatik) infinitiv

Bøjning

Ental Flertal
Nominativ der Infinitiv die Infinitive
Genitiv des Infinitivs der Infinitive
Dativ dem Infinitiv den Infinitiven
Akkusativ den Infinitiv die Infinitive

Kilder

  1. Infinitiv“ i Digitales Wörterbuch der deutschen Sprache