hor

Fra Wiktionary

Dansk

Substantiv

hor

  1. (arkæisk): utroskab, utugt: begå hor "være utro"
    "Du må ikke begå hor."


Baskisk

Pronomen

hor

  1. der


Bosnisk

Etymologi

Fra græsk χορός.

Substantiv

hor hankøn (flertal horovi)

  1. kor


Bretonsk

Pronomen

hor

  1. vores


Serbisk

Etymologi

Fra græsk χορός.

Substantiv

hor m (flertal horovi)

  1. kor


Svensk

Udtale

  • IPA:  /huːr/

Substantiv

Bøjning af hor Ental Utællelig
intetkøn Ubestemt Bestemt
Nominativ hor horet
Genitiv hors horets

hor intetkøn (utællelig)

  1. hor
    Hon fick tjugo rapp på torget för att hon begått hor.
    Hun modtog tyve piskeslag på markedspladsen for at have begået hor.

Beslægtede ord og fraser

Kilder