hor

Dansk

Substantiv

hor

1. (arkæisk): utroskab, utugt: begå hor "være utro"

   "Du må ikke begå hor."

Baskisk

Pronomen

hor

1. der

Bosnisk

Etymologi

Fra græsk χορός.

Substantiv

hor hankøn (flertal horovi)

1. kor

Bretonsk

Pronomen

hor

1. vores

Serbisk

Etymologi

Fra græsk χορός.

Substantiv

hor m (flertal horovi)

1. kor

Svensk

Udtale

• IPA:  /huːr/

Substantiv

Bøjning af hor	Ental		Utællelig
intetkøn	Ubestemt	Bestemt
Nominativ	hor	horet
Genitiv	hors	horets

hor intetkøn (utællelig)

1. hor

   Hon fick tjugo rapp på torget för att hon begått hor.

   Hun modtog tyve piskeslag på markedspladsen for at have begået hor.

Beslægtede ord og fraser

• hora
• horbock
• horeri
• horhus
• horkarl
• horunge

Kilder

• hor i Svenska Akademiens ordbok