fino

Fra Wiktionary

Esperanto

Substantiv

fino

  1. slutning, ende det at ende
  2. ende, den sidste del (af tidsrum, handling etc.)
  3. ende, fjerneste del (af noget fysisk)
  4. (matematik) endepunkt (af et interval)

Bøjning

nominativ ental akkusativ ental nominativ flertal akkusativ flertal
fino finon finoj finojn

Kilder

  • Se fino i netversionen af Plena Ilustrata Vortaro de Esperanto.