Staub

Fra Wiktionary
Spring til navigation Spring til søgning

Tysk

Etymologi

Fra oldhøjtysk stoub.[1]

Udtale

Substantiv

Staub hankøn

  1. støv

Bøjning

Ental Flertal
Nominativ der Staub die Staube, Stäube
Genitiv des Staub(e)s der Staube, Stäube
Dativ dem Staub(e) den Stauben, Stäuben
Akkusativ den Staub die Staube, Stäube

Kilder

  1. Staub“ i Digitales Wörterbuch der deutschen Sprache