Spring til indhold

ruhen

Fra Wiktionary

Tysk

Etymologi

Fra oldhøjtysk ruowēn.[1]

Udtale

Verbum

ruhen

  1. at hvile

Bøjning

Ordstammen Hjælpeverbum Præteritum participium Præsens participium
ruh/præteritum: ruhte haben geruht ruhend


Kilder

  1. ruhen“ i Digitales Wörterbuch der deutschen Sprache