rem

Fra Wiktionary

Nederlandsk

Substantiv

rem hankøn

  1. bremse

Bøjning

Best. Ental
de rem
Ental diminutiv
remmetje
Flertal
remmen
Flertal diminutiv
remmetje

Svensk

Substantiv

rem fælleskøn

  1. en rem, et bælte
    lägg på en rem
    vill du smaka på remmen?
  2. rem (enhed for radioaktivitet)

Bøjning

Bøjning af rem Ental Flertal
fælleskøn Ubestemt Bestemt Ubestemt Bestemt
Nominativ rem remmen remmar remmarna
Genitiv rems remmens remmars remmarnas

Beslægtede ord og fraser

Kilder