klopfen

Fra Wiktionary
Spring til navigation Spring til søgning

Tysk

Etymologi

Fra oldhøjtysk klophōn.[1]

Udtale

  • IPA:  /ˈklɔpfn̩/

Verbum

klopfen

  1. (slå) at banke
  2. (regelmæssige slag) at banke

Bøjning

Ordstammen Hjælpeverbum Præteritum participium Præsens participium
klopf/præteritum: klopfte haben geklopft klopfend


Kilder

  1. klopfen“ i Digitales Wörterbuch der deutschen Sprache