jørme

Dansk

Imperativ
[[{{{1}}}]]

Infinitiv
[[{{{2}}}]]

Præsens
[[{{{3}}}]]

Præteritum
[[{{{4}}}]]

Perfektum
{{{5}}} [[{{{6}}}]]

vrimle, myldre; sværme
- 1958, Sprog og kultur
  »Ja: jørme. Eks.: Han bløw saa maj jørmendes gal.« 1714 Fjelsø, Rinds h. - » Det jørmede op i mig. Tror ikke, det bruges i andre betydninger.« 1715 Simested, Rinds h. - »Dæe wa manno mæ te de markin, di jørme hiele plassen fuld.
- 1841, Christian Molbech, Dansk Dialect-Lexikon, indeholdende Ord, Udtryk og Talemaader af den danske Almues Tungemaal i Rigets forskiellige Landskaber og Egne, forsaavidt som de ere fremmede for Skriftsproget og almindelig Sprogbrug, med Forklaring og Oplysninger, page 664:
  (fra Virnæs S.) vørme, v. m. (J. Ogsaa: jørme.) vrimle, mylre; f. Er. om en stor Mængde Smaadyr, der bevæge sig imellem hverandre, som Orme, Myrer, o. desl . (Støvring Herr) – Deraf: Vørm, en Vrimmel, en mylrende Mængde. En Vørm Bier ...