fløjte

Dansk

Substantiv

fløjte fælleskøn

1. Et musikinstrument, hvor man blæser luft ind i et rør.
2. Et redskab, der giver lyd fra sig, når der bliver blæst luft i det. F. eks. en dommers fløjte i sport..

Bøjning

Ental ubestemt en fløjte

Ental bestemt fløjten

Flertal ubestemt fløjter

Flertal bestemt fløjterne

Oversættelser

musikinstrumet

Fransk: flûte (fr) hunkøn, flute  (fr) hunkøn Galicisk: frauta (gl) hunkøn

redskab

Fransk: sifflet (fr) hankøn Galicisk: chifre (gl) hankøn

Kilder

• "fløjte" i Den Danske Ordbog

Beslægtede ord og fraser

• blokfløjte
• tværfløjte

Verbum

fløjte

1. At bruge en fløjte.
2. At frembringe en lyd ved at presse luft ud mellem læberne .

Bøjning

Imperativ fløjt

Infinitiv fløjte

Præsens fløjter

Præteritum fløjtede

Perfektum har/er fløjtet

Oversættelser

bruge en fløjte

Fransk: flûter (fr)

frembringe en lyd med læberne

Fransk: siffler (fr)

Galicisk: asubiar (gl)

Kilder

• "fløjte²" i Den Danske Ordbog