courtier

Fra Wiktionary
Skift til: navigering, søgning

Engelsk

Substantiv

courtier

  1. hofmand
  2. person som smigrer for at opnå noget

Udtale

  • IPA:  [kʊɹ.ti.ɚ]


Fransk

Substantiv

courtier hankøn

  1. mægler

Udtale

  • IPA:  kuʁtje]