beeilen

Fra Wiktionary
Skift til: navigering, søgning

Tysk

Etymologi

be- +‎ eilen[1]

Udtale

  • (fil)
  • IPA:  /bəˈʔaɪ̯lən/

Verbum

sich beeilen

  1. at skynde sig

Bøjning

Ordstammen Hjælpeverbum Præteritum participium Præsens participium
beeil/præteritum: beeilte haben beeilt beeilend


Kilder

  1. beeilen“ i Digitales Wörterbuch der deutschen Sprache