anbringelse

Fra Wiktionary
Spring til navigation Spring til søgning

Dansk

Substantiv

anbringelse fælleskøn

  1. At flytte en person fra et sted til et andet, for at hjælpe personen. F.eks. kan børn i en periode blive anbragt uden for hjemmet, hvis der er problemer i hjemmet. I modsætning til fængsel sker en anbringelse typisk ikke for at straffe personen, men for at hjælpe. En psykisk syg person, der begår noget kriminelt kan bliver dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling for at blive behandlet for sin sygdom.

Bøjning

Ental ubestemt
en anbringelse
Ental bestemt
anbringelsen
Flertal ubestemt
anbringelser
Flertal bestemt
anbringelserne