kælling

Dansk

Etymologi

Fra gammeldansk kærlingh, fra oldnordisk kerling, beslægtet med norsk kjerring og svensk kärring. Synkront analyserbart som karl (“‘mand’”) + -ling (diminutivendelse).

Udtale

• IPA: (hjælp) /ˈkεleŋ/

Substantiv

kælling fælleskøn

1. (nedsættende) en kvinde i al almindelighed
2. en grim, gammel eller ondskabsfuld kvinde
3. (nedsættende) hustru

Bøjning

Ental ubestemt en kælling

Ental bestemt kællingen

Flertal ubestemt kællinger

Flertal bestemt kællingerne

Beslægtede ord og fraser

• kællingeknude, sladrekælling
• stodder

Kilder

• "kælling" i Den Danske Ordbog