kælling
Fra Wiktionary
Indholdsfortegnelse |
Dansk
Substantiv
kælling fælleskøn
- en grim, gammel eller ondskabsfuld kvinde
- (nedsættende) hustru
Bøjning
| Ental ubestemt en kælling |
Ental bestemt kællingen |
Flertal ubestemt kællinger |
Flertal bestemt kællingerne |
Beslægtede ord og fraser
Etymologi
Ordet kælling kommer af gammeldansk: kærlingh, sammenlign med norsk: kjerring og svensk: kärring. Oprindelig kommer ordet i alle sprogene fra oldnordisk: kerling. Ordet er en afledning fra karl (= "mand"), og betyder altså "mandsling", dvs. en lille mandagtig person. Fra gammel tid har ordet været brugt nedsættende om kvinder, hvis køn, man ønskede at betvivle, f.eks. en heks eller en gammel kone.
