courtier

Fra Wiktionary
Skift til: Navigation, Søgning

Engelsk

Substantiv

courtier

  1. hofmand
  2. person som smigrer for at opnå noget

Udtale

  • IPA[kʊɹ.ti.ɚ]


Fransk

Substantiv

courtier m

  1. mægler

Udtale

  • IPAkuʁtje]