abbot

Dansk

Substantiv

Abbot, navneord (lat. abbas, isl. ábóti.)

1. abbed; abbuten aff Skow kloster. D. Mag. I. 367; skriftede han seg for en abboth. Romant. Digtn. III. 11.₁, 181.₆; abbet. Chr. Pedersen. V. 10.₃, 123.₂₄; (abbeden P. Smed. i 2), -- flertal.: fangætæ cardinale oc abbethæ. N. D. Mag. V. 180; abbede oc muncke. Bruun, Viser f. Reform. 37.
2. abbed bruges i drikkeselskab og bemerker den, som begynder skålen og kommer de andre til at drikke; nu rider abbeden; jam vobis author sum bibendi. Moth; der drikkes duus, da skriver mand hinanden op for knæling, da rider abbeden. P. Syv. II. 152. Abbed brugtes oftere om formanden for lystige lag, se Du Cange: abbas lætitiæ; »jouer à l'abbé, jeu où l'on est obligé de faire tout ce, que fait celui, qui a été designé pour chef et qu'on nomme abbé.« Littré; »den abt reiten lassen bedeutet sich ungezwungen lustig machen.« Sanders. Måske udtrykket »ride« sigter til skikkene ved æsels- og narrefesterne; sammenlign også V.S.O.: ølbisp og ølprovst.

Kilde: Otto Kalkar, Ordbog til det ældre Danske Sprog (1300-1700), I.1.

Engelsk

Substantiv

abbot

1. abbed
2. en biskop hvis sæde tidligere har været et abbedi

Udtale

• IPA: [ˈæb.ət]

• abbot (US)
  (file)

Svensk

Substantiv

Bøjning af abbot	Ental		Flertal
Fælleskøn	Ubestemt	Bestemt	Ubestemt	Bestemt
Nominativ	abbot	abboten	abbotar	abbotarna
Genitiv	abbots	abbotens	abbotars	abbotarnas

abbot fælleskøn

1. abbed