ven

Dansk

Etymologi

Fra oldnordisk vinr.

Udtale

• IPA: (hjælp) /vɛn/, [vɛn]

Substantiv

ven fælleskøn

1. En person man ikke er i familie med og som man godt kan lide at være i selskab med.

Bøjning

    Bøjning af „ven“

fælleskøn	Ental		Flertal
	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	ven	vennen	venner	vennerne
genitiv	vens	vennens	venners	vennernes

Antonymer

• fjende, uven

Beslægtede ord og fraser

• veninde, venlig, venlighed, venligsindet, vennekreds, vennelag, venneløs, vennepris, vennesæl, vennetjeneste, venskab, venskabelig, venskabelighed

Oversættelser

    person man godt kan lide at være i selskab med

Engelsk: friend  (en) Estisk: sõber (et) Finsk: ystävä (fi) Fransk: ami  (fr) hankøn Græsk: φίλος  (el) hankøn Islandsk: vinur  (is) hankøn Limburgsk: vröndj  (li) hankøn Nederlandsk: vriend  (nl) hankøn

Norsk: venn  (no) Spansk: amigo  (es) hankøn Svensk: vän  (sv) Tysk: Freund  (de) hankøn