ven

Dansk

Etymologi

Fra Oldnordisk vinr.

Udtale

• IPA: /vɛn/, [vɛn]

Substantiv

ven fælleskøn

1. En person man ikke er i familie med og som man godt kan lide at være i selskab med.

Bøjning

    Bøjning af “ven”

fælleskøn	Ental		Flertal
	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	ven	vennen	venner	vennerne
genitiv	vens	vennens	venners	vennernes

Antonymer

• fjende, uven

Beslægtede ord og fraser

• veninde, venlig, venlighed, venligsindet, vennekreds, vennelag, venneløs, vennepris, vennesæl, vennetjeneste, venskab, venskabelig, venskabelighed

Oversættelser

    person man godt kan lide at være i selskab med

Engelsk: friend (en) Fransk: ami (fr) m Islandsk: vinur (is) m Limburgsk: vröndj (li) m Nederlandsk: vriend (nl) m

Norsk: venn (no) Spansk: amigo (es) m Svensk: vän (sv) Tysk: Freund (de) m