tandlæge

Dansk

Substantiv

tandlæge fælleskøn

1. en person, der er uddannet og autoriseret til at forebygge og behandle sygdomme i mundhule og tænder

Bøjning

Ental ubestemt en tandlæge

Ental bestemt tandlægen

Flertal ubestemt tandlæger

Flertal bestemt tandlægerne

Oversættelser

Engelsk: dentist (en) Fransk: dentiste m (fr) Italiensk: dentista (it) Nederlandsk: tandarts m (nl) Norsk: tannlege m (no) Nynorsk: tannlækjar (nn)

Polsk: dentysta m (pl) Portugisisk: dentista (pt) Spansk: dentista (es) Svensk: tandläkare c (sv) Tysk: Zahnarzt m (de) Ungarsk: fogorvos (hu)