søn

Dansk

Etymologi

Fra Oldnordisk sonr, fra Proto-Germanic *sunuz, fra Proto-Indo-European *suHnús.

Udtale

• IPA: /sœn/, [sœn]

Substantiv

søn fælleskøn

1. En person af hankøn i forhold til sine forældre.

Bøjning

    Bøjning af “søn”

fælleskøn	Ental		Flertal
	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	søn	sønnen	sønner	sønnerne
genitiv	søns	sønnens	sønners	sønnernes

Antonymer

• datter

Oversættelser

• Engelsk: son ^(en)
• Finsk: poika ^(fi)
• Fransk: fils ^(fr) m
• Japansk: 息子 ^(ja) (musuko)
• Kinesisk: 儿子 ^(zh) (érzi)
• Nederlandsk: zoon ^(nl) m
• Tysk: Sohn ^(de) m