ryg

Dansk

Substantiv

ryg fælleskøn

1. Området mellem nakken og numsen/halen, modsat maven.
2. En hævet del af terrænet, såvel over- som undersøisk - en højderyg.

Bøjning

Ental ubestemt en ryg

Ental bestemt ryggen

Flertal ubestemt rygge

Flertal bestemt ryggene

Beslægtede ord og fraser

• ryghvirvel
• rygrad
• rygsøjle

Verbum

ryg

1. Bydemåde af at ryge.