bjerg

Dansk

bjerg

Etymologi

Fra oldnordisk bjarg, berg, fra protoindoeuropæisk bʰerǵʰ- (fort).

Udtale

• IPA: /bjɛrv/, [b̥jæɐ̯ˀw]
• Homofon: bjærg

Substantiv

bjerg intetkøn

1. Et bjerg er en stor bakke dvs. en stor mængde jord eller klippe, der hæver sig over de tilstødende landområder.

Beslægtede ord

Ord afledt af "bjerg"

bjergand fælleskøn bjergart fælleskøn bjergbane fælleskøn bjergbestiger fælleskøn bjergbestigning fælleskøn bjergfyr fælleskøn bjergkam fælleskøn bjergkrystal fælleskøn,intetkøn bjergkæde fælleskøn bjergland intetkøn

bjergmassiv intetkøn bjergrig bjergtage bjergtagen bjergtaget bjergværk intetkøn brudbjerg intetkøn foldebjerg intetkøn forbjerg intetkøn

isbjerg intetkøn kødbjerg intetkøn taffelbjerg intetkøn venusbjerg intetkøn vinbjerg intetkøn Bloksbjerg Bulbjerg Esbjerg Spodsbjerg

Bøjning

    Bøjning af “bjerg”

intetkøn	Ental		Flertal
	ubestemt	bestemt	ubestemt	bestemt
nominativ, dativ og akkusativ	bjerg	bjerget	bjerge	bjergene
genitiv	bjergs	bjergets	bjerges	bjergenes

Oversættelser

Engelsk: mountain (en) Finsk: vuori (fi) Græsk: βουνό (el), όρος (el) Japansk: 山 (ja) (やま, yama)

Kinesisk: 山 (zh) (shān) Nederlandsk: berg (nl) m Svensk: berg (sv) intetkøn

Verbum

bjerg

1. Imperative form af bjerge.